Her er de fire superstjerner i kampen om 185.000 kr. (75.000 kr. til vinderen) Virum-Sorgenfris galla i K.B. Hallen:
Ryu Seung Min, Sydkorea. 25 år. OL-guld i single i Athen 2004. VM-sølv for hold i Kina i år. Nr. 8 på verdensranglisten. Spektakulær penholder med vinderinstinkt og enorm mental styrke. DBTUs sportschef, Peter Sartz, siger: ”Hans forhåndsloop og benarbejde er verdens bedste.”
Kalinikos Kreanga, Grækenland. 36 år (født i Rumænien). VM-bronze i 2003. Nr. 18 på verdensranglisten. Farverig, dynamisk. Baghåndsspecialist par excellence. Looper fra alle positioner med brutal kraft. Peter Sartz: ”Udvikler hele tiden sit spil og er unik i verden i loop mod loop.”
Michael Maze, Danmark. 26 år. De store turneringers mand. Medalje i VM, EM og OL. Nr. 20 på verdensranglisten. Peter Sartz: ”Bedst når det gælder. Løfter sit spil i mesterskaberne. Hans server og korte spil er på højde med de allerbedste kineseres.”
Jörgen Persson, Sverige. 41 år. VM-guld i single i 1991, fire gange verdensmester for hold. Klar til sit sjette OL. Nr. 26 på verdensranglisten. Peter Sartz: ”Vender forsvar til angreb som en cobra. Forsvarsspil i Samsonov-klasse. Meget bevægelig.”
|