1. holds kamp
Skrevet af Merete d. September 07 2013 07:21:49
Vi møder Roskilde søndag den 15. september kl. 11 på hjemmebanen i Virumhallen. Det er første kamp i den nye sæson, hvor der er ændret i spilkonceptet. For det første er der fremover kun 3 spillere på et hold og dernæst spilles alle kampe uanset hvad stillingen er. Der er fri opstilling, og to af spillerne på holdet spiller to kampe og den 3. spiller skal spille en enkelt kamp.
 
Det bliver spændende hvad det kommer til at betyde. Det antal kampe man vinder i holdkampen er det antal point man får for kampen. Man kan altså gå ud af en kamp med 5 points.


 
Mikkel Hindersson er tilbage efter en del år i Sverige og Tyskland. Han skal sammen med svenske Victor Fredriksson, Henrik Vendelbo og David Hindersson udgøre holdet i denne sæson - måske suppleret af Istvan Moldovan.

Mikkel har potentiale til at besejre alle i rækken. Hans spil er højt anlagt, og han er helt sikkert en af de spillere, der skal vinde flest kampe set over hele sæsonen. Mikkel spiller jo også for at holde sig inde i landsholdsregi, og med et forestående EM i oktober, så er formen ved at indfinde sig.

Det er den forhåbentlig også for De øvrige på holdet, for Roskilde stiller med et af de stærkeste hold i rækken og er forsvarende mestre. Det forventes, at de kommer med Allan Bentsen, Finn Tugwell og det unge talent Claus Schou Nielsen.